I 1999 fyldte Nibe Handelsforening 100 år og i den anledning blev kunstværket Guldgåsen skænket af handelsforeningen, byens institutioner, borgere og Nibe Kommune. Guldgåsen står smukt placeret ved Nibe Apotek til glæde for nibenitterne og folk, som gæster byen.
Guldgåsen fylder i år tyve år, og hvis hun fortsat skal leve op til sit navn er en ny forgyldning tiltrængt.
I Lions Club Guldgåsen er vi glade og stolte over at bære navnet Guldgåsen og har således også interesse i at vores navneophav står ’standsmæssigt’. Vi har derfor taget initiativ til at få gåsen pyntet med ’nye fjer’ og har i den forbindelse kontaktet gåsens ophavsmand, Thorvald Odgaard, som ved, hvordan den bedst renoveres.
Lions Club Guldgåsen har kontaktet Aalborg Kommune, som har en konto til vedligeholdelse af skulpturer i kommunen. Vi fik en positiv tilkendegivelse – bl.a. fordi vi lokalt har taget initiativ. Så nu letter Guldgåsen. Hvornår mon hun vender tilbage?
Ifølge Thorvalds fortælling om Guldgåsen, har den en særlig kraft. Den kan ’gløde’, når der er en stor begivenhed, ud over det sædvanlige. Med en ny 22 karats guldbelægning, har den det, der skal til for at gløde. Om der bliver en passende stor begivenhed… Det vil vise sig.